Blå og rød - dansk blokpolitik

Venstre-højre, stat-privat skalaen er primært af historisk interesse. Der er mange andre værdiakser, og dog dukker betegnelsen blokpolitik op med jævne mellemrum, som en elefant i en porcelænsbutik i ellers så moderne, mangfoldige, farverige og følelsesfulde tider.


Grundlæggende arbejder vi således med to politiske blokke - rød og blå blok – og i den forbindelse bør rækkefølgen, i hvilken vi nævner partierne, ikke være vilkårlig. I stedet for at læse blokkene fra midten i dansk politik og henholdsvis til venstre og højre, kan vi læse i forhold til størrelse og dynamik: Socialdemokraterne, SF, De Radikale og Enhedslisten i rød blok og Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative og Liberal Alliance i blå blok. Denne opremsning af partierne i rød og blå blok afspejler deres nuværende styrkeforhold i meningsmålingerne, men peger også på mange yderligere ligheder mellem de to blokke i deres interne struktur. Enhedslisten og Liberal Alliance er de to partier, som kæmper politisk mest indædt i hver deres ende af den traditionelle politiske skala, De Radikale og De Konservative er pragmatisk spillende politiske aktører, SF og DF repræsenterer større befolkningsgrupper i værdiladede populistiske spørgsmål . Socialdemokraterne og Venstre er blokkenes massemidtpunkter, om hvilke de øvrige partier kredser som satellitter, de brede partier med stor tilslutning fra den ellers politisk uinteresserede middelklasse.


Skal der kapres stemmer fra den ene blok til den anden, bør man have ovenstående rumlige billede på den indre nethinde. Vandringerne mellem partierne kan ikke udelukkende tilskrives en vandring på den traditionelle skala. Strategier, der kan ændre udfaldet af et folketingsvalg, skal i en eller anden form afstemmes internt i blokkene – bevidst eller ubevidst, officielt eller ej – med en klar bevidsthed om, hvilke midler, budskaber og aktører man råder over. Den politiske kamp finder sted på forskellige planer. Hvilke partier, der aktuelt er mest synlige, afhænger af de igangværende politiske diskussioner. Politiske problemstillinger og tilhørende diskussioner ændrer ikke blot vælgersammensætningen imellem de synlige aktører og derfor skal budskaber om muligt afstemmes internt i blokken.


Desværre er en sund fremadrettet dynamik i blå blok for tiden ikke til stede – Liberal Alliance er alt for markant i forhold til aktører som De Konservative og Venstre – der er politisk ubalance og Liberal Alliance er løbet af sted med en række vælgere, der så i mellemtiden er vandret videre til De Radikale. Eller skal vi sige ’afleveret til De radikale’. Liberal Alliances vælgere er i stand til at drømme sande liberale tanker, men den ene halvdel kan på en hverdagsmandag skræmmes over på rød stue hos Vestager.


De ’små partier på midten’ som får megen opmærksomhed når regeringer har siddet længe, tiltrækker og frastøder så mange vælgere, at de har indflydelse langt ud de mandater, de opnår på valgdagen. Man kan komme længere politisk strategisk, hvis man er klar over dette og kan drage konsekvenserne, desværre kræver det ofte en dronningerunde for at den erkendelse bibringes de tunge politiske aktører. Venstre og De Konservative bør finde fælles fodslag og levere en pakke, der er ligeså lækker for vælgerne som Thornings og Villys parløb – men selvfølgelig rettet mod det borgerlige Danmark. Det borgerlige Danmark er stadig talrigt nok til at sikre en ny borgerlig regering. De rigtige professionelle redskaber skal anvendes på en vedkommende og strategisk fornuftig måde.

Comments

Popular Posts