Politisk professionalisme

Da Anders Fogh Rasmussen i 2001 vandt regeringsmagten ved at gennemføre en uhyre veltilrettelagt valgkamp blev der peget fingre. Venstres valgmaskineri havde taget hjertet ud af politik og mærkesager var blevet til marketing. I dag benytter partier på tværs af alle politiske skel professionelle redskaber.


Både kvalitative og kvantitative metoder benyttes. Det gør dog stadig ondt på politikere og politisk engagerede, der dyrker politik med en evangelists tro på egen frelse og andres fortabelse. Derfor opstår spændinger, som fra tid til anden dukker op i mediebilledet, f.eks. når talen falder på ministrenes brug af medierådgivere. Der har således været meldinger om, at antallet af medierådgivere under en regering ledet af Helle Thorning Schmidt vil nå hidtil ukendte højder. Det er ofte medierådgiverne, der er fokus i kritikken af professionaliseringen af dansk politik, hvilket skyldes medierådgiveres rolle umiddelbart inden og efter politiske diskussioner rammer medierne.  Håndteres problematikken korrekt, således at politikerne får redskaber til at tage teten, kan det undgås, at professionelle medierådgivere sætter politiske dagsordner og overstyrer politikerne med udgangspunkt i enkeltsagers vilkårlighed. Politisk rådgivning bør således være på forkant med udviklingen med solidt udgangspunkt i partiernes værdigrundlag, og ikke primært anvendes til at skærme individer i konflikter og enkeltsager.


Allerede tilbage i slutningen af 90erne kunne man i sociologen Henrik Dahls bog Hvis din nabo var en bil finde spiren til segmentering anvendt indenfor politik. Således nævner Henrik Dahl de politiske partiers bevidsthed om position, afstand og favør. Med andre ord partiernes standpunkter, deres afstand til andre partier, deres scope mht. til potentielle politiske samarbejdspartnere, samt bevidsthed om andre aktørers modsatrettede synspunkter. Der er i den forstand intet nyt under solen, men professionalismen øges konstant.


Segmentering er oftest en kvantitativ metode med et kvalitativt udgangspunkt. Et parti har på forhånd gennem kvalitative metoder skabt bevidsthed om en række arketyper eller idealtyper, der dominerer det politiske spektrum. Det være sig partiets politikere, medlemmer, støtter og potentielle vælgere samt politiske modstandere. Man ønsker herefter et kvantitativt udgangspunkt for bedre at forudsige segmenternes reaktion på tiltag så udbyttet maksimeres. Dette både i forbindelse med marketing rettet mod smalle og brede målgrupper, men også i forbindelse med den politiske debat i medierne og koordination indenfor personlige netværk. Omfattende spørgeskemaundersøgelser, løbende evalueringer og numeriske analyser danner et produkt, den mest korrekte segmentering, så man i den videre færd har sikret et solidt kvantitativt udgangspunkt. Løbende spørgeskemaundersøgelser med anvendelse af paneler kan efter en segmentering helt konkret benyttes til kvantitativt at identificere hjerte- og mærkesager med størst afkast. Man tager således ikke kun udgangspunkt i avisernes generelle undersøgelser og aktuelle spørgsmål, men ligeså meget de emner der for alvor motiverer partiets græsrødder og traditionelle vælgere. Et bedre politisk afkast på investeringer og en klar og tydelig medieprofil sikres, samtidig med at man kan fastholde en klar og konsistent politisk identitet.


Samfundsforskere, journalister og andre tegner ofte et endimensionalt billede af det politiske landskab på et givet tidspunkt, men virkeligheden er kompleks. De politiske diskussioner i medierne er ofte bipolære, idet en endelig beslutning trods alt beror på, om man kan finde et politisk flertal i folketinget til at træffe en endelig beslutning gennem vedtagelse af lovforslag. Men ligesom lovforslag går igennem flere behandlingsrunder og høringer, hvor mange synspunkter involveres, er det politiske spektrum præget af et simultant sæt af dagsordner, hvor partierne ikke nødvendigvis fordeler sig ens i alle henseender. De politiske partiers egen bevidsthed om position, afstand og valør i denne multipolære politiske virkelighed er altafgørende i planlægning af både politiske tiltag og kampagner, i kontakt med befolkningen gennem aviser og TV, samt i forudsigelser af hvordan vælgerne vandrer mellem partierne. Inddeles befolkningen i en række segmenter fra et givent partis politikere og ansatte over medlemmer, trofaste vælgere og sympatisører til deres politiske modstandere og fjender, kan man sige, at strategierne bør have forskellig farve. Sikre støtter skal vitaliseres, så effekten af deres bidrag øges gennem gejst for at støtte op om den gode sag. Støtter, der ikke altid møder op på valgdagen, skal aktiveres, så de føler deres bidrag har en betydning. Vælgere, der ikke kan forventes at støtte partiet eller samarbejdspartnere, men derimod modstandere skal pacificeres, så de ikke får lyst til at stemme eller på anden måde bidrage positivt i modstandernes lejr. Direkte politiske modstandere skal obstrueres i deres forsøg på at sætte den politiske dagsorden.


I det nuværende politiske landskab er det i ovenstående forbindelse interessant at kigge nærmere på en række nuværende forskelle mellem venstrefløjen, især Socialdemokraterne og SF, og højrefløjen, dvs. primært Venstre og De Konservative.


 Ugentligt holdes der møder mellem ledende socialdemokrater og sfere, og indtil nu er koordinationen lykkedes ganske godt. SF har under ledelse af Villy Søvndal skiftet ham og taget en række professionelle redskaber i brug. Der er mange gange ikke tvivl om, at standpunkter, der markeres i offentligheden, på forhånd koordineres internt mellem Socialdemokraterne og SF. Venstrefløjen står på nuværende tidspunkt generelt så stærkt, at De Radikale, SF og Enhedslisten i forhold til nogle subpopulationer, som f.eks. indvandrer, kan nøjes med opfordringer til at stemme på valgdagen – uden en indkapsling i konkrete politiske budskaber.


Omvendt har der været friktion og fundamentale konflikter mellem De Konservative og Venstre. Skal Løkke genvinde regeringsmagten synes det klart, at man netop med et udgangspunkt i segmentering for henholdsvis Venstre, De Konservative og DF kunne nå længere. Regeringen og til dels DF kunne få solid basis for at afstemme, hvordan man udadtil vil markere enighed og for den sags skyld uenighed: Hvis konservative bedst kan tiltrække radikale og socialdemokratiske vælgere med en ubetydelig omkostning for Venstre, hvorfor så ikke bevidst lade en konservativ kampagne få disse vælgere over på den rigtige side af midten? Det handler om at kunne mønstre 90 mandater. Tilsvarende kan Liberal Alliance i et vist omfang hente radikale vælgere. Venstre bør ikke desperat forsøge at finde nye vælgere, eller for den sags skyld gå målrettet efter at genvinde tidligere tab til Liberal Alliance og De Konservative, men kunne opnå meget ved at aktivere trofaste vælgere, der måske af ren kedsomhed ikke vil møde op for at stemme til næste valg


Det er ikke nok at stille sig op på en skammel og prædike politisk overbevisning for at tiltrække vælgere i det nuværende mediebillede. Det modsatte er dog ikke konfliktskyhed forårsaget af konsensussøgende medierådgivere, der mindsker imageproblemer forårsaget af enkeltsager. Med politisk professionalisme og list baseret på kvalitativ og kvantitativ viden om befolkningen når man meget længere. Professionelt genereret viden som basis for politisk koordination og strategier. Et sobert udgangspunkt for differentierede kampagner, der rammer sikkert både i mindre fora og bredt. Professionalisme er langt mere og bedre redskaber end valg af stylister, taleskrivere og medierådgivning i forbindelse med politiske dueller, men den rent sociologisk og samfundsfagligt funderede indfaldsvinkel er for utydelig i befolkningens bevidsthed, idet den afdramatiserer de ellers meget omdiskuterede populistiske tendenser.

Comments

Popular Posts